En personlig oplevelse
Jeg er hjertebarn dvs. medfødt hjertefejl, hvor jeg som 1 ½ årig fik min første mekaniske hjerteklap, ved åben hjerteoperation. Jeg har levet et godt ungdomsliv uden de store begrænsninger.
Den konstante klik klik klik lyd fra klappen er altid med mig, og en påmindelse om at jeg bærer rundt med en særlig bagage. I ungdomsårene var det indimellem svært at acceptere, at jeg ikke var som alle andre og jeg gik rundt med et stort ar på brystet som bevis på det. Det har taget tid at acceptere og det har været en hjælp at tale med psykolog og familie.
I 2021 blev jeg syg med Corona, som resulterede i langt sygdomsforløb med indlæggelser, sygemelding og diverse udredninger, på det tidspunkt begyndte jeg at udvise symptomer på min hjerteklap ikke længere fungerede optimalt. I dec. 2024 fik jeg skiftet min hjerteklap på Rigshospitalet. Det var et hårdt forløb med lidt bump på vejen, men med støtte fra min skønne kæreste, familie og venner kom jeg igennem det, og kunne efter 9 ugers sygemelding starte op i mit 4 semesters praktikforløb, det var lidt af en sejr.
Efter operationen kæmpede jeg en del med den nye lyd som den metalliske klap laver, det nye ar, og efterreaktion på mit forløb. Jeg har ikke tidligere snakket med andre hjerteopererede om de følelser, tanker og bekymringer som jeg går rundt med i hverdagen. Men under min indlæggelse mødte jeg en kvinde som fik foretaget samme operation, vi har efterfølgende snakket sammen og delt erfaringer og tanker, hvilket har været en stor hjælp.
I dag føler jeg, at jeg er landet godt på benene igen, og jeg er taknemmelig for mit liv. Der er sket mange gode ting - vi er flyttet i rækkehus, har fået hund, jeg trives på mit studie og jeg håber på, at jeg kan bruge mine personlige erfaringer som hjertepatient i mit fremtidige job som sygeplejerske. Jeg hører stadig klik klik klik, men det er helt ok.
Da vinteren 2025 nærmede sig, var jeg ved at gå i panik, for hvad skulle jeg få tiden til at gå med. Jeg læste en del, strikke kunne jeg ikke, og vejret var ikke altid til at gå tur i, hvilket jeg holder meget af. Jeg har i mange år været medlem af Hjerteforeningen, og derigennem fandt jeg ud af, hvor der er hjerteforeninger lokalt rundt omkring i landet. Jeg bor tæt på Aalborg, og det viste sig, at der var en hjerteforening, som i øvrigt rummede en Hjertecafé.
Jeg ringede til en meget sød dame, Aase og snakkede også med Tenna som fortalte lidt om hvad der foregik i Cafeen, og blandt andet, at der var gåtur hver mandag. Jeg blev henvist til Henning, næstformand i Aalborg Hjerteforening og Tovholder og manden bag Cafeen, som igen fortalte mig om alt der foregik i Cafeen, hvor der er åbent hver onsdag mellem kl.14.00 og 17.00, alle med en Hjertesygdom/lidelse samt deres pårørende er så meget velkommen. Jeg har aldrig fået så god en velkomst, som den dag jeg mødte op en onsdag eftermiddag, og jeg kendte ingen. Men der gik ikke ret lang tid før snakken var i gang, ikke om sygdom, selvfølgelig kommer man ind på de forskellige hjertesygdomme, der er, og som vi hver især har. Men man bliver tryg ved at tale med en person, som fejler lidt af det samme som en selv. Jeg er utrolig glad for at komme af sted til Cafeen hver eneste onsdag, det er så hyggeligt, man får kaffe og dejligt brød, og man bestemmer selv, hvornår man kommer og hvornår man går hjem indenfor kl.14.00 til 17.00.
Med dette skriv håber jeg, at jeg giver andre personer, som går med hjertesygdom/lidelse, og har det træls, mod og lyst til komme ud mellem andre personer, som har samme lidelser som man selv har.
FOR DET KAN VIRKELIG NOGET.
